|
|
Historien om Odense Floorball Club (OFC) starter tilbage i efteråret 1994, hvor en flok studerende ved Odense Universitet (nu SDU) syntes, at det kunne være sjovt at fortsætte med at spille det sjove spil – indendørshockey – som de alle havde lært at spille i folkeskolen eller i gymnasiet. Et passende lokale blev lånt, og inden længe var pladsen alt for trang. Dette førte til, at man valgte at ansøge Odense Kommune om egnede lokaler. I maj måned 1995 blev der således afholdt stiftende generalforsamling. Med kommunens hjælp flyttede OFC derfor spillested indtil flere gange. Søhushallen og OB-hallen er blot to af de haller, som i tidens løb har lagt gulv til mange drabelige træningsaftener i OFC. Fra og med sæsonen 1997/1998 har klubben haft fast tilholdssted i Marienlyst Centret. OFC har bevaret sin selvstændighed og lejer sig ind i Marienlyst Centret.
I 1995 deltog klubbens herrehold for første gang i Danmarksturneringen og blev her en flot nummer 2 i Grandprix-serien, hvilket betød at holdet den følgende sæson rykkede op i den daværende Elitedivision. Her blev det dog til flere nederlag end sejre, og efter 3 hårde år i eliten rykkede holdet ned i 1. Division i sæsonen 1999/2000. Nedrykningen skyldtes blandt andet at klubben ikke var gearet til at klare en sæson i Elitedivisionen. Dertil var manglen af frivillige ledere ganske udtalt. Klubben havde delvist forsømt at uddanne nye ledere for fremtiden og måske i perioder satset for meget på udvikling indefra.
OFC vandt i sæson 2000/2001 en meget spændende 1. division og havde muligheden for at vende tilbage til landets bedste række. Det var dengang, som nu, ingen kunst at stable et elitearrangement på benene i en weekend, men det bliver man ikke elitehold af. Bestyrelsen valgte derfor at gå i tænkeboks, og hen over sommeren stillede vi flere gange os selv spørgsmålet om, hvorvidt vi organisatorisk ville kunne stable et elitearrangement på benene uge efter uge, weekend efter weekend? Svaret blev, som mange sikkert erindrer, at ledelsen tog ansvaret og valgte at ansøge DaFU om lov til at forblive i 1. division. Efterfølgende betød det naturligvis at flere af 1. holdets spillere valgte at søge lykken udenbys. Vi valgte dengang ikke at gå i panik over den store spillerflugt, idet vi følte at vi med vores handling havde sikret, at der også i fremtiden ville kunne blive spillet floorball i Odense.
Der fulgte derefter et par relativt magre år, hvor holdet kæmpede for at etablere sig som et godt hold i 1. division. Sæsonen 2003/2004 sluttede på ny af med at holdet vandt divisionen, og deltog for andet år i træk i oprykningsspillet til Elitedivisionen. Men turneringsformen var lavet om, og det var ikke længere blot det 9. bedste elitehold der skulle kæmpes imod men de 6.-7. bedste hold, og niveauforskellen mellem toppen af 1. division og midten af eliten var ganske markant.
OFCs næstbedste herrehold har levet en ganske omtumlet tilværelse. Blandt andet har holdet vundet både 1. og 2. Division, men samtidig har holdet oplevet at være sidst i 2. Division. Holdet startede for alvor op i sæsonen 1997/1998, hvorfra en del at holdets profiler fortsat er i og omkring klubben, eller er blevet ledere i andre klubber i Danmark (Århus FS, AaB, Lyngby, FFK m.v.)
Fra og med sæsonen 2005/2006 er holdet atter at finde i danmarksturneringen, nemlig 2. division kreds 4.
Odenses damehold var i perioden 2000-2003 klubbens bedst rangerende hold og klubbens flagskib udadtil. Holdet deltog i pågældende periode 2 gange i DM-slutspillet, hvor overmagten dog viste sig at være for stor. Holdet består af en lille stærk kerne af spillere, som har spillet i 4-5 sæsoner, dertil en ganske stor flok som blot har spillet i én sæson eller mindre. Pt. indtager holdet en flot 2.-3. plads i damernes 1. division vest.
Odense Floorball Club er igennem årene blevet et trækplaster for mange studerende, heriblandt mange udenlandske. Herreholdet har en håndfuld spillere fra Sverige og en enkelt fra Norge, mens dameholdet kan bryste sig med 4 svenske piger. Klubben har ambition om at sætte det sociale fællesskab højt, og de sportslige ambitioner, kommer derfor i anden række. Spillerne i Odense Floorball Club er ofte flyttet til byen for at studere, og selvsagt derfor må klubben vige for studierne en gang i mellem.
|
|
|
|
|
|
|